Den Kreative Platform

Den Kreative Platform består af en 6 trins fasemodel, der tager deltagerne op på en kreativ platform hvor de får lettere ved at være kreative sammen. Platformen er baseret på de fire principper for uhæmmet vidensanvendelse: ingen oplevet bedømmelse, parallel tænkning, opgave fokus og horisontal tænkning som tilsammen skaber en meget struktureret proces hvor det bliver let for deltagerne at tænke nyt og dele deres viden.

Processen på Den Kreative Platform kan anvendes til nytænkning i en udviklingsproces, til undervisning, til organisationsudvikling eller medarbejderudvikling. Se mere under menuen "Hvor bruges Den Kreative Platform"

Den Kreative Platform bygger på paradigmet om det skabende nærvær til at skabe uhæmmet anvendelse af viden i grupper. Dette sker i en kreativ proces gennem etablering af et skabende nærvær mellem deltagerne. Gennem den kreative proces udvikles deltagernes evne til at være sig selv – og dermed frigøres deres engagement og mulighed for at deltage med al deres viden, uden restriktioner af faglig, social eller kulturel karakter. Den samme proces som fører til radikal nytænkning, vil højne selvværdet og dermed glæden ved deltagelsen hos den enkelte deltager.

Grundelementet i en skabende proces er idéen. En idé er en unik situationsspecifik repræsentation af viden - og processen består af idé på idé på idé indtil løsningen i form af et produkt, et projekt, en procedure, en aftale, et idékoncept, en faglig forståelse eller et handlingsforløb er en realitet.

Følgende video forklarer kort om Den Kreative Platform.

 

Processen der skaber Den Kreative Platform samt arbejdet der udføres på den – følger altid samme forløb – uanset hvad formålet måtte være:

  1. Forberedelsen hvor opgave, sammensætning af deltagere, fysiske rammer og konkret program for processen planlægges minutiøst
  2. Den Røde Løber er et ritual, hvor deltagerne tages med op på Den Kreative Platform og får viljen, evnen og modet til at engagere sig i processen
  3. Opgaven præsenteres meget kort og uden faglige input af nogen art
  4. Idéudviklingen er den fælles leg hvor viden anvendes uhæmmet til skabelsen af den løsning vi leder efter
  5. Faglighed(er) bringes ind i idéudviklingen når vi har fundet en retning som vi ønsker at videreudvikle
  6. Den Blå Løber er et ritual, hvor deltagerne tages ned fra Den Kreative Platform og forberedes på den almindelige verden igen

I processen indgår en række 3D cases fra 3D Didaktikken. Det er fysiske øvelser som tilvejebringer en kreativ indstilling og gør det muligt for deltageren at anvende sin viden uhæmmet i et skabende nærvær. Disse øvelser er kontekstuafhængige. En proces består af skiftevis 3D cases - den konkrete opgave - 3D case - den konkrete opgave, og så videre. Du kan læse mere om 3D Didaktikken i ved at følge linket "3D Didaktik" i menuen til højre.

Hele processen på Den Kreative Platform med 3D cases, den konkrete opgave, 6 trins modellen og alt andet - er kompromisløst styret af fire bagvedliggende principper som giver deltagerne Tryghed til at turde, Stimulering af viden til at tænke, Koncentration til at kunne og Motivation til at ville engagere sig i processen:

  • Alle har samme tænkning og adfærd hele tiden (parallel tænkning)
  • Man skal altid have fokus på opgaven (opgave fokus)
  • Ingen oplever sig bedømt (ingen oplevet bedømmelse)
  • Stimulering til anvendelse af alt viden (horisontal tænkning)

Det vil være en god ide at sætte dig grundigt ind i Den Kreative Platform før du begynder at anvende den. Et godt sted at starte vil være bogen "Den Kreative Platform i skolen" som trods titlen er en almen indføring i teori og praksis for Den Kreative Platform. Du kan også se introduktionsvideoen eller andre videoer under open source materialer.

Herudover kan du finde mange udgivelser om Den Kreative Platform, uhæmmet anvendelse af viden og 3D Didaktikken i menuen under open source materialer.

Forskningscenter for Den Kreative Platform

Forskningscenter for Den Kreative Platform forsker i Den Kreative Platform med henblik på at bidrage til udviklingen af undervisningsmaterialer der fremmer kreativiteten hos dem der anvender dem. Den Kreative Platform er en ny undervisningsmetode der tager udgangspunkt i at enhver lærings- eller forandringsproces er en skabende (kreativ) proces. Med den Kreative Platform ønsker vi at bidrage til et mere kreativt Danmark, hvor elever på alle niveauer samt ansatte i såvel det private som offentlige udvikler deres kreativitet.

Ambitionen med denne hjemmeside er at udbrede kendskabet til Den Kreative Platform gennem at være et ressourcested hvor lærere, proces konsulenter og andre med interesse i at gøre mennesker og processer mere kreative, kan finde de materialer de har brug for i deres virke. På sigt ønsker vi at kunne tilbyde materialer til alle fag og professioner samt naturligvis til tværfaglige forløb. Alt materiale er frit tilgængeligt og kan benyttes af enhver.

Vi hjælper dig også gerne med forskning, udvikling og undervisnings opgaver. Hvis du skal i gang med et projekt er du meget velkommen til at kontakte os. Se i nederste højre hjørne